Guide til Sønderho - butikker

Fanø bliver året rundt overrendt af turister, tilbagevendende sommergæster og andet godt folk. Det gælder i særdeleshed også Sønderho, som er den af af øen, vi har bosat os.


Jeg har ikke skrevet så meget om selve Sønderho endnu. Jeg har let berørt byens sammenhold, den lokale institution og den vilde natur. Jeg har ikke skrevet så meget om de butikker, spisesteder, museer og seværdigheder, som er en stor del af Sønderho året rundt. Det vil jeg meget gerne skrive mere om, da det selvfølgelig også har en hel del at sige om, hvordan det er at bo her. Derudover kan det også være en inspiration, hvis man overvejer at besøge øen, blot som turist.


Jeg har valgt at dele det op i forskellige kategorier, så det er lidt mere overskueligt at navigere rundt i.


Det første indlæg handler om de butikker, jeg synes er et besøg værd. En lille landsby med 258 indbyggere, kunne nemt rime på souvenirs og plastikskrammel. Sådan en butik har vi da også. Her kan du både få bolcher med dit navn (hvis du altså hedder noget alle andre også hedder), en vingummi med form som en edderkop, et krus med et billede af fanø, og et lille lyserødt plastik toilet med prutteslim... mere er der vidst ikke at sige om det.


Den røde tråd i de butikker, jeg vil anbefaler er, kvalitet. En stor del af varerne er produceret på øen, og/eller af materialer, der er hver en krone værd. Det er alt fra mad til beklædningsgenstande, og det er med glæde, at jeg lægger mine penge her. Tilmed får man alle stederne en god og nærværende service. Der er tid til spørgsmål og en snak om, hvad der nu lige rør sig. Det er noget jeg personligt sætter pris på, og som jeg holdte så meget af, når jeg besøgte butikker i fx Jægersborggade og Elmegade i København.


Ydermere er butikkerne selvfølgelig med til at give byen liv, og dermed mindske følelsen af "at det hele lukker ned" i takt med, at sommergæsterne tager herfra.


ULDSNEDKEREN

Bag ved rutebilsstationen, på Digevej 7, finder du Uldsnedkeren. Som navnet antyder, kan man købe uld - garn, børnetøj, voksentøj, (verdens bedste) hjemmesko, fåreskind og meget andet. Derudover kan man købe kød, da Lis og hendes mand, der ejer butikken, også har fåreavl.







SILKEN

Når man bevæger sig videre rundt i byen, er det svært ikke at krydse Landevejen. Overfor Brugsen, på Landevejen 15, ligger Silken. Som den kvikke læser nok har gennemskuet, sælges der her, Silke. Her er alt hvad hjertet begærer i kimonoer, tørklæder, skjorter mv.

Designer og indehaver Jane Heinemann, rejser flere gange årligt til Kina og Japan, hvor de fineste kvaliteter bliver indsamlet, farvet, vævet eller trykt. Det føles som et lille skatkammer, når man bevæger sig rundt i den lille butik. Det er meget svært ikke at blive draget af stemningen, og drømme sig væk til mere eksotiske himmelstrøg - og det skal man bestemt ikke kimse af på en regnkold onsdag, som i dag (uagtet hvor meget jeg holder af den lille ø). Silken har lukket om mandagen, men har ellers åbent året rundt.






SØNDERHO GÅRDBUTIK

I udkanten af byen, ligger Sønderho Gårdbutik. Man kan ikke undgå at køre forbi den, når man skal ind og ud af byen. Gårdbutikken har et stort udvalg af lokaltproducerede madvarer og drikke som fx kød, øl, gin, rom, honning, marinader og marmelade.

Derudover kan man også finde et fint udvalg af bæredygtige opvaskebørster, klude, sugerør mv. Hvis man mangler puder, plaider, skåle er man også kommet til det rette sted. Med andre ord, er der lidt for en hver smag.

Det er faktisk en af de eneste butikker, som jeg uden den store overtagelse, kan hive min kæreste med i. Jeg kan købe skåle, jeg ikke vidste vi manglede, og han kan købe endnu en gin til samlingen. Mere kan man vidst ikke forlange!







Tak fordi, du læste med!

  • Black Instagram Icon