Svar på spørgsmål #3 - Københavnersavn, det svære ved ø-livet, og ting jeg ville ønske anderledes.

Savner I København?


Inden vi flyttede, var jeg bange for at komme til at savne København. Virkelig bange, faktisk. Hver gang jeg gik rundt i vores nabolag, var det med en lille knude i maven. Jeg fik hvirvlet mig selv ind i en tankestrøm af, at ”det er sidste gang, jeg går her”. Da vores datter i forbindelse med flytningen, havde sidste dag i sin Nørrebro-børnehave, tudbrølede jeg. Jeg var så bekymret for, om det var forkert det vi gjorde, og om hun ville få et unødigt institutionsskift. Jeg tudbrølede også, den dag vi flyttede. Min mor, Olga og højgravide jeg tog toget et par dage før min kæreste, da han skulle pakke det sidste fra lejligheden sammen og køre flyttelæsset til Fanø. Da han kørte os til toget, var jeg helt i opløsning (set i bakspejlet, var jeg nok også meget højgravid og meget hormonfyldt). Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ud af vinduet, da vi kørte forbi søerne, som jeg dagligt havde cyklet eller gået omkring. Midt i al følelseskaosset, insisterede Olga på at høre titelsangen til Brandmand Sam på repeat i bilens højtalerne. Det var på alle måder en virkelig ambivalent og kaotisk køretur. Jeg kan stadig begynde at græde, når jeg hører den sang i dag – også selvom jeg virkelig ikke savner København. Det gør jeg oprigtigt ikke. Med andre ord, er alle mine bekymringer, følelser og usikkerhed fra den dag i bilen, gjort til skamme.


De første par måneder, kunne jeg godt savne København en smule. Eller måske var det ikke et direkte savn, men mere en proces, hvor jeg skulle vænne mig til at være et andet sted. Jeg husker det som om, at det var de lidt mere lavpraktiske ting, der fylde for mig. Fx at jeg ikke kunne rende i kiosken efter mælk kl. 22, og at mulighederne for take away var barberet ned til et minimum. Ting, der når man skærer ind til benet, ikke har den store betydning for vores families trivsel. Heldigvis.


I hverdagen savner vi virkelig heller ikke København. Når jeg kører vores datter i institution om morgenen med lillebror i bæresele, bliver jeg så taknemlig for, at vi ikke at skal forholde os til busser, biler og Nørrebrogade. Der er ro til vi kan snakke sammen, hvis vi ellers ikke overdøves af ø-blæst. Hvis vi er heldige, møder vi et rådyr eller nogle af de andre børn, der også er på vej i børnehave eller vuggestue. De morgener, hvor jeg kan høre min datter synge i ladcyklen, og hvor vi kan snakke om naturen, dyrene og årstidernes skiften, kniber jeg mig selv lidt i armen af taknemlighed. Taknemlighed over, at vi er lige der, midt i naturen omgivet af smukke gamle huse og fanølys. Andre morgener overskygges dog af nedsmeltninger hos den 3-årige og en babys lunefulde humør. Den slags morgener er nok bare helt grundlæggende, virkelig sure. Det kan selv Fanø ikke ændre på.


Når vi har weekend, savner jeg heller ikke København. Vi snakker ofte om, at der er kommet mere ro på vores weekender. Vi bruger mere tid i naturen, hvilket er godt for os alle. Vi bruger mindre tid på at snakke om, hvad vi skal lave. Paradoksalt nok, når her er mindre at lave, end da vi boede i København. Måske handler det om, at vi er bedre til selv at sætte noget i gang og have ro på, end da vi havde 17 forskellige legepladser og museer at vælge i mellem. For os har det i hvert fald gjort noget godt.


Når Københavnersavnet en sjælden gang rammer mig, øver jeg mig i at tænke, at det er ok og at det ikke er ”farligt”. Det ændrer ikke på min grundfølelse af, at jeg er virkelig glad for at bo her. Når jeg får navlepillet tilpas længe, kommer jeg ofte frem til, at det er spontane øl på brune værthuse og sommeraftener ved Christianshavns kanal, jeg savner. Og det er altså lidt noget bøvl, når man har to små børn, der kræver ens tilstedeværelse døgnet rundt. Så måske det mere er tiden i København før børn, jeg kan savne, end selve det at have min hverdag der.


Det er faktisk kommet lidt bag på mig, at jeg ikke føler, at jeg har givet afkald på så meget. Jeg savner oprigtigt ikke jagten på byens bedste croissant eller nye tøjbutik. Og dem der kender mig ved, at jeg ellers er svært glad for både croissanter og tøj. Lige nu giver det mest værdi for min familie og jeg, at vi har havet og verdens største sandkasse, ”klitterne”, i baghaven. Måske ændrer det sig, måske gør det ikke. Det må tiden vise.


Som jeg har skrevet i andet indlæg, har flytningen medført, at jeg godt savne vores gode venner og familie, der stadig bor i København. Det er nok mit evige ømme punkt. Det overskygger heldigvis ikke glæden ved, at vi er flyttet, og alt det der nu fylder vores hverdag.


Er der noget, der er svært ved at bo på Fanø?


Ja, selvfølgelig. Tingene er sjældent sort/hvide – heller ikke når det kommer til at bo på en ø. Det er vigtigt for mig at understrege, da det nemt kan fremstå evigt idyllisk og uden bump.


Lige så meget jeg holder af at være social, lige så meget holder jeg også af at være mig selv og gå i ét med tapetet. Lige det der med at være helt anonym, og bevæge sig rundt uden at skulle forholde sig til andre, kan være svært. Det er en lille ø, og en lille by. Det er en stor styrke, men kan momentvis også være lidt svært. Jeg har, ligesom de fleste andre, dage hvor jeg ikke orker at sniksnakke eller skulle forholde mig til så meget andet end mig selv, og min familie. På de dage, kan det godt være en udfordring at skulle i Brugen efter mælk. Der kan jeg hurtigt drømme mig tilbage til den store Kvickly på Nørrebrogade, og muligheden for at være helt anonym. Jeg har dog også erfaret, at man kommer langt med musik i ørerne, eller ved blot at sige det, som det er, ”at man ikke lige orker i dag”. Min oplevelser er nemlig, at de fleste på øen, render ind i de dage.


Man skal også vænne sig til, ”at snakken går”. Jeg oplever sjældent at det er ondt ment, men tværtimod udspringer af interesse og omsorg. Vi tænker på hinanden, og bekymrer os for hinanden. Da jeg fødte vores søn på Esbjerg sygehus, gik det ikke så problemfrit, som man ellers kan håbe. Da vi endelig kom retur til øen, havde jeg til en start lyst til at stikke hoved i jorden som en muldvarpe. Egentligt ville det have passet mig fint, hvis folk slet ikke vidste, at jeg havde født. Det vidste de dog godt. Næsten før jeg selv vidste det. Da mit overskud igen blev større, opdagede jeg ganske hurtigt, at der ikke var tale om ”sladder”. Det handlede udelukkende om omsorg, og byens tilbud om aftensmad bragt til døren. Det lå bare så langt fra det naboskab, vi have været en del af i København. I dag skræmmer ”snakken” mig ikke længere. Tværtimod holder jeg virkelig meget af det.


Er der noget, du ville ønske var anderledes?


Jeg ville da ønske, at alt transport kunne gøres på mine gode gamle grønne Raleigh. Når man bor i Sønderho, vil man til tider være afhængig af bil eller bus. Hvis man er bosat i Nordby, i toppen af øen, er det dog et langt mindre problem. Det er nemlig der færgen holder til, og man kan se til Esbjerg med det blotte øje.

Vi har derfor måtte investere i en bil og alt det praktik, der kommer med sådan en. Vi har også erhvervet os ladcykel med el. Det er de bedste penge, vi har brugt længe. Den gør den insisterende vesterhavsvind lidt mere overkommeligt de dage, den er imod en. Derudover kan vi nemt fylde ladet med med børn og madpakker, og køre ubesværet til øens skovlegeplads, der ligger 5 km uden for Sønderho.


Egentlig er der ikke så mange andre (store) ting, jeg ville ønske anderledes. I starten var jeg godt træt af, at Aarstiderne ikke leverede deres måltidskasser til øen. Den irritation stoppede dog brat, da flere af de andre familie grinede af mit udbrud – for hver mandag, bliver der som i resten af landet, leveret måltidskasser fra Aarstiderne til døren. Det får vi også nu, hvilket som da vi boede i, gør det hele lidt nemmere. For selvom man bor på en ø, er det i hverdagen virkelig rart at få hjælp til, at enderne mødes. Desværre får man ikke serveret 10 timer ekstra i døgnet, når man flytter hertil, selvom fortællingen om øliv ofte kan lyde sådan. Forklaringen på den myte er nok bare, at man her bruger sin tid på ting og i omgivelser, der fra tid til anden kan få det til at føles som om, at tiden står stille, eller at der er ekstra af den.

Og lige nu, hvor jeg er i livet, er tiden det mest dyrebare, jeg har. Tiden med min familie, tiden med mine to små.


Tak fordi du læste med!

  • Black Instagram Icon