Svar på spørgsmål #1 - Overvejelser, tvivl, beslutningen og alt det praktiske.

Opdateret: 18. sept. 2019

Jeg har i forbindelse med vores flytning fra Nørrebro til Sønderho, fået en del spørgsmål og kommentarer. Både vedr. vores overvejelser, følelser og tanker omkring det, mens ligeså mange om de mere lavpraktiske ting som fx job og pasningsmuligheder, der trods alt har meget at skulle sige i forholdt til, at hverdagen skal hænge sammen. Da vi selv havde lignende spørgsmål, inden vi flyttede – faktisk allerede fra første gang, vi turde sige højt til hinanden, at vi længdes efter noget andet end København, vil jeg meget gerne forsøge at besvare disse. Det var i hvert fald en stor hjælp for os at snakke med andre, der enten overvejede at flytte til Fanø, eller som allerede var flyttet.

For at I ikke taber pusten, deler jeg spørgsmålene op i flere indlæg, også har jeg forsøgt at samle de spørgsmål, der er gået mest igen.


Hvilke overvejelser gjorde I jer:


Vi gjorde os mange overvejelser undervejs – både da vi ”for sjov” snakkede om at flytte, da vi blev enige om at undersøge det nærmere, og da vi tog beslutningen. For det der med at flytte ud af København og til en ø ved Jyllands vestkyst, var ikke uden bekymringer.

”Vil vi falde til?”, ”kan hverdagen hænge sammen?”, ”vil vi savne byen? ”kan vi få job?”, ”kan man være teenager på en ø?”. Når vi i de stille nattetimer tog hul på snakken og bekymringerne, endte vi som oftest med at konkludere ”Måske, og det værste der kan ske er, at vi flytter tilbage til København”. Det var et svar og vilkår, som vi begge fandt ro i. Det gjorde det på mange måder mindre farligt og definitivt med sådan en flytning.

Gennemgående var dog, at vi ønskede noget andet end byen. Både for os selv, og for vores børn. Vi ønskede ro, tid, og nærvær. Både i vores egen lille familie, men også i relation til vores omgivelser. Vi var begge trætte af ikke at kende vores nabo, og ikke at have sammenhæng i forhold til de mennesker, vi omgik i vores hverdag. I Sønderho kunne vi få muligheden for, at de familier vi ville møde i børnehaven om morgenen, ville være de samme, vi mødte når vi gik i Brugsen efter mælk, til børnefødselsdage, og når vi en sjælden gang i mellem, kunne snige os ud til en fredagsøl, uden børn.

Det kan måske lyde klaustrofobisk og kedeligt for nogen, men for os var det noget vi virkelig savnede. Årene op til vi flyttede, oplevede vi i høj grad, at vores tætte venner flyttede ud af byen, og at vi alligevel oftest mødtes ved særlige lejligheder, eller når vi havde haft sat kryds i kalenderen længe. I bedste børnefamiliestil.


Et tilbagevendende spørgsmål, især for mig, var, om man kan have et teenageliv på en lille ø med 3400 indbyggere – ville det være synd for vores børn? Min kæreste rystede på hoved af mig, og synes det var at tage sorgerne lidt på forskud, vores børns alder taget i betragtning. Det blev dog ved med at fylde for mig, hvorfor jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at snakke med nogen af de teenagere, der bor på øen nu, eller dem, der i deres teenageår boede på Fanø. Det gennemgående svar var ”Ja da”. Jeg følte mig pludselig som en lidt snæversynet københavnersnude, for selvfølgelig kan man det. Der findes både andre unge mennesker, øl, musik og fester, helt som der gør andre steder. Dermed én bekymring mindre.


Var I i tvivl?:

Ja, for pokker! Som jeg netop har beskrevet, var det ikke udelukkende en nem og hurtig beslutning. Især jeg, var meget i tvivl. Så meget i tvivl, at jeg er flere måneder efter vi havde besluttet os og fastsat en flyttedato, nægtede at snakke om det. Jeg kunne simpelthen ikke forholde mig til det. Selvom jeg fandt ro i, at vi kunne flytte tilbage til byen, kunne jeg stadig gå i panik. Over hvad, ved jeg egentlig ikke. Måske det med, at vi lige pludselig tog en meget stor beslutning på vegne af vores børn. Set i bakspejlet, er det egentlig lidt fjollet, for det er ligeså stor en beslutning for ens børn, at man vælger at bo i byen. Jeg havde nok bare aldrig, før vores beslutning om at flytte, stillet spørgsmålstegn ved, om jeg skulle bo i byen eller ej.

I dag kan jeg godt se, at det ikke var farligt at være i tvivl. Tværtimod. Hvis vi havde været skråsikre omkring projektet, var det nok nemmere at blive skuffet eller presset ud i, ”at det skulle være det rigtige for os”.


Hvorfor Fanø?


Der er mange grunde til, at vi er endt på Fanø. Den korte fortælling er, at min fars familie kommer her fra, hvorfor jeg har brugt alle min barndomsferier i Sønderho på Fanø. Øen har derfor altid har haft en helt særlig plads i mit hjerte. Hver gang jeg som barn skulle hjem her fra, og holdte i bilkøen ved færgen, blev jeg ramt af en tyngende følelse af hjemve. Noget jeg aldrig blev ramt af, når vi tog fra Dragør, hvor jeg er opvokset.

Derudover købte vi sommerhus i Sønderho for snart to og et halvt år siden, da vi på daværende tidspunkt var sikre på, at den rigtige ”model” for os var lejlighed i byen og sommerhus i Sønderho. Det fandt vi dog ret hurtigt ud af, alligevel ikke var løsningen.

Den lidt længere, og langt mere nuanceret forklaring på, at det netop blev Fanø, skylder jeg dog også at fortælle lidt om. Først og fremmest, er øen omgivet af den smukkeste natur, hav og vind. Noget der for både min kæreste og jeg, er med at give livskvalitet, og som vi gerne vil give vores børn i deres opvækst. Inden vi flyttede, skyndte vi os altid at pakke bil og barn (lillebror var ikke kommet til endnu) for at køre mod Fanø, så snart det var ferie eller helligdag. Hver gang slog det os, at vores datter trivedes og udviklede sig markant anderledes, når vi kunne åbne en dør ud til haven, og når hun kunne gå på opdagelse i klitterne. Ganske enkelt, legede hun på en mere fri måde, og fremstod langt mere selvstændig og nysgerrig, end når vi stod på Nørrbros ellers fine legepladser. Det ramte os lige der, hvor forældrehjertet er mest ømt.

Derudover er Fanø en ø, der nærmest drukner i historie, kultur, traditioner, kunst og musik – hvilket er noget, vi holder umådeligt meget af. Netop det punkt, bliver næsten nødt til at få sit eget indlæg, for det siger utroligt meget om øen, og hvordan det er, at bo her.

Sammenholdt udspringer valget om at flytte til netop Fanø, ud fra barndomsminder, kendskab til øen, naturen og den kunst, kultur og musik, der er uundgåelig fra det sekund, man træder ud fra færgen.


Job og pasningsmuligheder:


For at hverdagen kan hænge sammen, i hvert fald for os, skal der job og pasningsmuligheder til. Vi valgte at flytte måneden inden jeg fødte lillebror, hvorfor at jeg var og stadig er på barsel. Min kæreste sagde sit job op i København, og havde til start noget freelancearbejde for Undervisningsministeriet og et forlag. Sideløbende søgte han fast job, og startede den første juni i en fast stilling i Esbjerg. Selvfølgelig er transporttiden til og fra Fanø en anden, end da vi begge boede 10 minutter på cykel fra vores respektive job i København. Så ja, det skal man være indstillet på. Det tager et kvarters tid fra Sønderho til Færgen, og færgeoverfarten tager 12 minutter. Det er dog noget man hurtigt vænner sig til, og et vilkår, man også kan have, selvom man bor i byen.

Vi blev begge positivt overraskede over jobmulighederne i Esbjerg, der trods alt er Danmarks femte største by.

Der er også flere øboere, der arbejder her på øen. Så det er der, alt afhængigt af erhverv, også mulighed for.


I Sønderho, med udsigt og legeplads ud til klitterne, ligger verdens bedste børnehus, Bakskuld. Bakskuld er en integreret institution, der huser børn i alderen 0-6 år. På nuværende tidspunkt går der 14 børn. Det er, med hånden på hjertet, den største tryghed at aflevere vores ældste datter, om morgenen. Der er ro, tid og voksenarme nok til, at børnene stille og roligt kan indstille sig på dagen, der venter forude. Grundet institutionens størrelse, leger børnene ofte på kryds og tvært af alder, hvilket jeg ser som en stor styrke. Når vi henter vores datter, ved de voksne altid hvordan hendes dag har været, og hun er sjældent til at få med hjem ”da de jo lige leger så godt”. Bakskuld er med andre ord, en lille perle med rum og tid til det enkelte barn.


Når børnene når skolealderen, skal de med bussen til øens skole i Nordby. Jeg har ladet mig fortælle, at busturen er noget, skolebørnene sætter pris på, og hvor store og små følges ad.

Når min barsel slutter i slutningen af januar, har vi besluttet, at jeg ikke starter arbejde med det samme. Fanø kommune giver tilskud til hjemmepasning til barnet fylder to år, hvilket for os er det rigtige for en periode. Hvor lang perioden bliver, ved vi på nuværende tidspunkt ikke. Det bliver noget med at mærke efter, hvad der er rigtigt for vores familie, og hvordan vores økonomi ser ud.


Det var alt for denne gang.

Næste omgang svar, vil omhandle det sociale liv på øen, venner og voksenliv.


Tak fordi du læste med :)

  • Black Instagram Icon