Skipperhuset

For 252 år siden, blev der bygget et hus. Et skipperhus. Taget blev tækket med tagrør

og væggene i husets hjerte beklædt med traditionelle hollandske fliser. Med tiden blev der bygget en alkove og lagt smukke trægulve, der igennem årene er blevet betrådt og danset på af fanøkoner i tunge dragter, og sømænd med historier fra de varme lande.

Huset har stået igennem enevældens fald, slaget ved Dybbøl mølle, statsbankerotten, to verdenskrige, ungdomsoprøret, den kolde krig, og EM'92. Intet mindre.

Og nu er huset vores. Vores helt eget hus, det første af slagsen. Med alle dets K3'ere og skæve kroge.


Det var egentligt ikke meningen, at vi skulle købe hus allerede nu. Slet ikke, faktisk. Vi havde givet vores fanøeventyr halvandet år, inden vi eventuelt ville binde os til noget. Altså udover halvdelen af det sommerhus, vi ejer sammen med min mor og hendes mand, og som vi bor i nu.

Vi blev dog en junidag prikket på skulderen af en bekendt, der havde fået nys om, at et hus ville blive sat til salg udenom mægler. Hun havde sådan tænkt på os, da hun havde hørt om det. Vi slog det hen, og kunne ud fra hendes forklaring heller ikke gennemskue, hvilket af byens gamle huse, der var tale om. Til de af jer, der aldrig har været her før, kan jeg fortælle, at størstedelen af Sønderhos huse er gamle, har stråtag, og ligger tæt på diget. Efter at have snakket med hende, tænkte vi ikke så meget mere over det. Lige indtil, at vi en formiddag krydsede et hjemmelavet træskilt, der med primitiv skrift gjorde det klart, at huset var til salg. Ikke noget med mægler og professionelle billeder, men blot et telefonnummer.

Vi kiggede på hinanden og sagde, at det jo ikke koster noget at kigge. Vi ringede samme eftermiddag, og fik planlagt en fremvisning et par dage senere.

Vi gik der ned uden de store forventinger, og synes egentligt også det var lidt fjollet, da vi jo ikke skulle købe hus nu.


Da vi gik ind i haven, blev vi modtaget af frugttræer og planter og buske, der havde fået lov at gro vildt og længe. Tilpas rodet og kaotisk. Da vi trådte ind af den lave dør, blev vi mødt af gamle indbyggede skabe, skæve kroge og en stemning, der ikke var til at tage fejl af. Vi kiggede hurtigt på hinanden mens sælger fortalte løs, og uden at sige et eneste ord, kunne vi se på hinanden, at vi ikke kiggede for sjov så meget længere. Den der følelse, som de i alverdens boligprogrammer (og som jeg altid har grint lidt af) beskriver som "man ved, når det føles rigtigt", stod vi pludselig begge med. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig om at se resten af huset, da jeg ligesom allerede var overbevist.


Vi nåede akkurat rundt om hjørnet efter fremvisningen, da vi i munden på hinanden sagde, det SKAL vi have. Vi blev også hurtigt enige om, at der skulle laves en del. Kort fortalt er huset på mange måder en tidslomme - og ikke kun af den smukke slags. Den brune farve er et gennemgående tema, og stuens gulv har man beklædt med et gråt væg-til-væg-gulvtæppe. Af den slags, der giver en støvallergier som mig, mareridt.

Derudover er der en halv førstesal, som står uden isolering, og to badeværelser, der på alle måder trænger til en kærlig hånd. Som kronen på værket, står der et gammelt (!) oliefyr, der giver en varmeregning så høj, at jeg går i budgetpanik. Med andre ord, skal der laves en del. Med tiden også et nyt køkken og en ny trappe. Det skræmte os dog ikke - kærlighed gør blind!


Afsted i banken. Flere banker faktisk. På trods af et godkendt budget, var der flere banker, der fik åndenød af tilstandsrapporten. Et hus fra 1700-tallet bygget uden fundament (den slags gjorde man sig ikke i), er ikke et ønskescenarie for alle banker. Heller ikke selvom den slags huse holder prisen, og ofte har en kort liggetid. Vi endte dog alligevel med at par banker der sagde ja, og som alle kunne se værdien i de gamle sten. At jeg flere gange undervejs nåede at give op, og en enkelt gang hyperventillerede af panik, lader vi ligge.

Det korte af det lange er, at vores lokale bank ingenlunde blev skræmt af projektet, og sagde "go".


Derefter skulle der udarbejdes alverdens dokumenter og rapporter vedrørende huset (Det vil ikke kede jer med. Måske fordi, at jeg overlod den del af processen til min kæreste). Og ikke mindst skulle advokater, arkitekter og bankfolk holde sommerferie, og portalen hvor tinglysningspapirerne udarbejdes ,gå ned. Det er klart. I starten af september kunne vi så skrive under, og holde vejret i dagene hvor fortrydelsesretten var aktuel.


Det hele endte godt. Huset er vores pr. 01.01.2020 - hvilken start på året. Vi skal lave det meste selv, samtidig med, at vi skal jonglere børn og arbejde. Jeg svinger mellem at synes, det er helt genialt og fulstændig galt. Ikke huset i sig selv (det knuselsker jeg allerede), men derimod kabalen med børn, arbejde, hverdag og hjemmebyggeri.. Der er der mange andre, der har gjort før os. Og ikke alle er blevet skilt i processen, så der er håb forude! Vi glæder os ihvertfald.

Det bliver vores børns barndomshjem, og vores helt eget gamle, skæve smukke hus. Rundt om hjørnet fra begge ender af huset, bor der søde venner. Når ungerne bliver store nok, kan de løbe hjem til hinanden på egen hånd. Det gør mig grundtaknemlig. Det var netop en af de drømme vi havde, da vi besluttede at flytte hertil. Ønsket om at børnene på egen hånd, i trygge omgivelser, kan udforske verden.


Det bliver til virkelighed, det er vildt. Og angstprovokende. Og virkelig voksent.


Det er vores plan, at vi vil dele processen her på bloggen og på Instagram. Jeg holder selv umådeligt meget af, at følge med i sådanne renoveringsprojekter hos andre. Så det bliver I ikke skånet for - det bliver trods alt også en ret stor del af vores øliv.


Det første syn, der mødte os ved fremvisningen.



Olga forsvandt med det samme ud i forhaven. Iført glimmernederdel, sandaler og uldundertrøje. Resultatet af en 3-årigs insisteren på selv at vælge tøj.

Vores vilde baghave, man ikke kan se enden på. Jeg drømmer om rabarber, bær og et drivhus. Det kræver nok lidt hjælp fra en motorsav og et kompromis med plads til et legestativ. Trampolinen har jeg nedlagt veto imod. Men lad os nu se...

Tak fordi du læse med!

  • Black Instagram Icon