Ingen kan lide lange vintre

Hver anden mandag, er der strikkeklub i Sønderho. I kirken, tilmed. Dog ikke af kirken, men blot i kirken. Strikkeklubben i denne form, er relativt ny. Vores søde præst meldte sig på banen, da hun fik nys herom, og forhørte sig hos menighedsrådet, om kirken kunne huse en hjemløs strikkeklub. Meningen var egentligt, at jeg ville have lagt hjem til arrangementet, men ret hurtigt voksede det mig over hoved (eller siddepladser, om man vil). Der gemte sig mange kvinder i den lille by, der havde hang til garn, snak og kaffe.

Og det viser sig, at rammerne kan noget ganske særligt, som selv ikke den blødeste sofa, vil kunne hamle op med. Hvis man ser bort fra strikkepindendes klikken, vil det være svært at få øje på, at det er en strikkeklub, der holder til i bagerste hjørne ved langbordet med de to bænke.

Der bliver ikke snakket særlig meget om garn og hvilke strikketeknikker, der giver bedst mening. Tværtimod bliver der snakket om alt det, der fylder i et menneskeliv, men som kan være så overvældende og til tider svært at sætte ord på. Eller blive klog på, for den sags skyld. Moderskabet, sorg, glæder, bekymringer, krig, kærlighed. Det hele. Der bliver også grint. Grint så meget, at det gør ondt i maven, og at smilet er svært at tørre af, på vejen hjem.


I går gik, som det plejer. Også alligevel ikke. Byens vidst nok ældste kvinde, parkerede sin trehjulede cykel, og satte sig som alderspræsident ved bordet. 91 år, og hvilket liv. Hun snakkede og snakkede, i én lang strøm, helt som hun plejer. Flere gange blev der stille hele vejen rundt om bordet, og vi lyttede alle til hendes beretninger. Beretninger om efterkrigstiden, kønsroller, moderrollen, forventninger, sorger. Ja, livet som det har udviklet sig, på godt og ondt.

Det slog det mig, at tiderne har ændret sig markant, også alligevel ikke. Vi har ganske vidst fået internet, iphones og el på cyklerne. Men bekymringerne og tankerne, store som små, er de samme; Hvordan skaber vi de bedste betingelser for vores børn, hvad gør vi, hvis vi eller vores nærmeste rammes af sygdom, og hvad gør man, når man er et øjeblik fra at få økuller.


Som jeg sad der, 28 år og uden den store livserfaring, virkede det så genkendeligt, meget af det hun sagde. Til trods for vores 63 års aldersforskel.


Da hun, ganske forståeligt, måtte cykle hjem med trætte øjenlåg kl. 21, sagde hun afslutningsvis noget meget fint:


”Husk et være sammen. Sammen uden forpligtelser. Sammen uden at skulle planlægge og gøre klar. Sammen, ligesom I er her. Her kan I bare være. Være sammen og holde sammen. Det er vigtigt i en lille by som Sønderho. Ellers kan vintrene blive lange”.


Der er ikke tale om atomfysik eller neurokirurgi, det ved jeg godt. Og det giver sig selv. Alligevel var det rart at blive mindet om. Især af en, der har oplevet mere, end jeg kan tænke mig til.

Og dér, midt i kirken mandag aften, blev jeg så taknemlig for vores valg om at flytte. For hvornår ville jeg ellers have mulighed for at være i selskab med en kvinde på 91 år. Og endda på en ligeværdig og naturlig måde. Nok ikke lige umiddelbart.


Det er så fint et billede på Sønderho. Både det med præstens løsning på den hjemløse strikkeklub, men også det, at vi mødes på tværs af alder – med et respektfuldt og nysgerrigt udgangspunkt. For ganske enkelt, så skal vi have det til at fungere, når vi ikke er flere.

Hvis vi er åbne for det, kan vi lære så meget af hinanden her i byen – og lange vintre, er der jo ingen, der er interesseret i.


Kort efter snakkede vi så om den fest, jeg vil holde, når jeg er færdig med at amme. Noget med dans på bordene og utallige eksotiske drinks. Der skal være balance i tingene.


Fine Sønderho kirke


Tak fordi, du læste med!

Seneste blogindlæg

Se alle

Hvorfor flytter I ikke bare?

At jeg er nysgerrig, er ingen hemmelighed. Jeg holder umådeligt meget af, at blive klogere på de mennesker, jeg omgås. Derfor kan det somme tider føles lidt omvendt, når jeg sidder og skriver indlæg t

Man ved man bor på en ø når #2

- radio, Ramasjang og børnelarm pludselig overdøves af en udefinerbar summen. Det var ikke en drone, eller resterne af hvepseboet under taget. Næ nej, det var såmænd naboen der spillede sækkepibe... u

  • Black Instagram Icon