Hvorfor flytter I ikke bare?

At jeg er nysgerrig, er ingen hemmelighed. Jeg holder umådeligt meget af, at blive klogere på de mennesker, jeg omgås.

Derfor kan det somme tider føles lidt omvendt, når jeg sidder og skriver indlæg til bloggen. Her er omdrejningspunktet mit liv, mine perspektiver, mine tanker. Det kan da bestemt også noget, men det stiller ligesom ikke min tørst ift. at lære mine omgivelser at kende. Jeg synes iøvrigt stadig, at det er virkelig abstrakt, at der er folk ude på den anden side af skærmene, der læser med. Jeg skriver fordi, jeg synes det er virkelig sjovt, og fordi jeg manglede en blog som denne, da vi var i overvejelser om at rykke ud af byen. Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gør det endnu sjovere, at der nu er ægte mennesker (som ikke er mine forældre), der læser med.


Jeg er flere gange faldet i en fælde, som jeg er ret træt af at falde i. Tankefælden, hvor jeg i et svagt øjeblik ikke forstår, hvorfor folk, der overvejer et ryk ud af byen, ikke bare smider det hele op i luftet, og kaster sig ud i det. Det er jo ikke farligt, det VED JEG. Nu.

Når jeg så får stoppet op og kigget indad, så ved jeg jo udemærket godt, at det på ingen måde er så enkelt. Det var også en lang og svær proces for os, og jeg var ved at få kolde fødder flere gange undervejs. Jeg var sågar ved at fortryde, den dag vi flyttede. Det er bare som om, at den del af processen er forsvundet lidt i takt med, at jeg har fundet ro i beslutningen - for der var jo ingen grund til at fortryde det. Ihvertfald ikke for os.


Med de tanker i baghoved, og en lyst til at blive klogere på de personer, der bruger en lille del af deres sparsomme (og værdigfulde!) tid på at følge med på Instagram og læse her på bloggen, skrev jeg ud forleden dag. Jeg skrev ud med et ønske om at blive klogere på, hvad der gør, at folk kan være i tvivl om, hvorvidt de skal flytte ud af byen eller ej. Jeg kan jo ingenlunde gå ud fra, at det er af de samme grunde, som vi havde.


Heldigvis var der en overraskende stor håndfuld af søde mennesker, der åbnede op for det i min indbakke. Tak for det. Det viste sig, til min store overraskelse, at det var ret mange af de samme ting, der gik igen - og som også fyldte, da vi skulle tage en beslutning.


Jeg har samlet det i temaer, og vil med udgangspunkt i vores situation, forsøge at kommentere lidt på det. Jeg aner intet om, hvordan det er at bo på Læsø eller i Beder. Eller Rusland, for den sags skyld. Men jeg ved noget om Fanø, og jeg ved noget om hvordan det er at skulle have en hverdag på en ø, og falde til et sted, der ligger langt fra byens puls og utømmelige muligheder.


Hvis ikke her, hvor så?

Danmark er et lille land. Og dog. Når det kommer til bosætning, kan det sikkert føles meget stort. Tilnærmelsesvis uoverskueligt - i hvertfald hvis ikke man har tilknytning til et bestemt sted. Jeg har løbende fået en del spørgsmål, som alle kredser om "hvorfor lige Fanø, og hvorfor Sønderho, øens mindste by?". Jeg har været inde på det flere gange, hvorfor jeg ikke går så meget i dybden med nu. Kort fortalt er min fars familie oprindeligt her fra, hvorfor jeg er kommet på øen hele mit liv. Derudover er det en ø med et rigt kulturliv, både hvad kunst og musik angår. Ting, der vægter højt for min kæreste og jeg, og som er noget vi gerne vil give videre til vores børn.


Jeg må også være ærlig at sige, at jeg er helt sikker på, at jeg ikke vil kunne falde til på hver en ø, eller i hver en lille by. Tværtimod. Det var nok sådan "enten eller" for os - Fanø eller København. Så den del af processen, var ikke så svær. Nok som noget af det eneste!

Jeg tror det handler om, at man skal gøre klart for sig selv, hvilke omgivelser man trives i, og hvad der føles vigtigt. Er det vigtigt med en Lille skole til børnene, gode jobmuligheder, marker så langt øjet rækker, eller at det ligger på Fyn? Hvis ikke man som udgangspunkt har en bestemt (drømme)-lokation i ærmet, tror jeg det er vigtigt, at man gør sit forarbejde. Googler løs, forhører sig i sit netværk, og besøger de steder, der eventuelt kan være noget. Mavefornemmelsen, skal være der. Jeg holder fx virkelig meget af Vorupør og Klitmøller (hvor der også er en del tilflyttere efterhånden), og jeg har holdt utallige ferier der, og har sågar familie i nærheden. Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg aldrig ville kunne bo der. Det ville være for langt fra min familie i København, og der ville mangle den musiktradition, som fylder meget på Fanø.


Jeg synes efterhånden at have læst om flere øer og småbyer, der tilbyder at man gratis eller for et beskedent beløb, kan få stillet en bolig til rådighed i en begrænset periode, hvis det er med henblik på at "prøve det af". Det synes jeg er en virkelig fin gestus, og noget som giver rigtig god mening.

DESVÆRRE er Fanø kommune ikke hoppet med på den bølge (endnu). Jeg ved dog, at der er en bosætningsgruppe her i Sønderho, der arbejder på, om det kan finde en lignende løsning i vores del af øen.


Med andre ord - gør jeres forarbejde, det vil sikkert komme godt igen!


Når netværket ikke er med i flyttekasserne

Når man overvejer at flytte fra byen, er det desværre ikke en selvfølge, at hele netværket er med på idéen. Det ville ellers være dejligt, hvis det kunne starte en lemmingeffekt.

Det er en af de problemstillinger, jeg har skrevet om før, og som også fyldte meget for os. Og til dels stadig gør det. Vi var så priviligerede, at min mor havde en fast hente-dag, da vi boede på Nørrebro, og iøvrigt hjalp til, når enderne ikke kunne mødes. Min søster og hendes mand og børn boede to minutter fra os, og vores venner var heller ikke længere end en cykeltur væk. Udover et enkelt vennepar (som uafhængigt af os, ville flytte til Fanø), er ingen af vores nærmeste flyttet med. De første par måneder, fyldte det meget hos mig. Jeg savnede især min mor, søster og tætteste veninde, virkelig meget. Sådan hulke ned i puden-meget. Det var ikke sjovt, og jeg troede aldrig det ville blive anderledes. Som alt muligt andet i livet, vænner man sig til det. Overraskende hurtigt. Ikke at savnet er gået væk, slet ikke. Savnet er nok bare blevet et andet.

Vi kan selvfølgelig godt mærke, at vi ikke længere har min mor og papfar en cykeltur væk. Både i forhold til spontan eftermiddagskaffe, men også som ekstra arme, når der er syge børn, og en hverdag, der skal køre. Jeg vil dog vove den påstand, at vi klarer hos helt ok alligevel. Vores børn får både kys, mad og glade forældre. Det skyldes selvfølgelig, at min kæreste og jeg gør hvad man som forældre skal. Det skyldes også, at vi har bosat os i en lille landsby, hvor man hjælper hinanden. Om det så handler om afhentning af børn, kørsel, husbyggeri, eller mad på trappestenen, når livet slår koldbøtter og overskuddet er småt. Vi er hinandens netværk. Det er virkelig fint, og noget som er en nødvendighed, når man flytter fra størstedelen af ens netværk og ekstra arme.


Vi har desuden en oplevelse af, at vores netværk fra København, synes det er ret hyggeligt med Fanø-weekender. Vi har ofte besøg af min familie, eller vores venner. Og det kan bestemt også noget - at man er sammen mere intensivt.

Det gør også savnet langt mere tåleligt.


Så ja, jeg kender ALT til bekymringen om at flytte fra netværk. Jeg var så bekymret for relationen mellem mine forældre og mine børn. Ville den ændre sig, når nu vi ikke kunne ses flere gange ugentligt. Og hertil kan jeg svare, nej! Det er ligesom det plejer, hvilket har været en stor lettelse.

Man kommer iøvrigt også langt med Facetime og sms'er


Vi har efterfølgende også snakket om, at vi jo ikke udelukkende kan vælge landsdel mv. udfra hvor vores venner og familie bor - for de kan jo ligeså godt flytte til en ø, eller til den anden side af jorden. Det kan vi (desværre) ikke styre. Vigtigst er nok, at man i sin egen lille familieenhed mærker efter, hvad man vil.


1 stk. netværk, tak!

At rejse fra størstedelen af sit netværk, kan godt være lidt angstprovokerende. Det var det ihvertfald for mig. For hvordan får man nye venner, og er det ikke lidt bøvlet, når man er voksen? Mig bekendt, findes der ikke Tinder for os, der flytter ud af byen, og gerne vil have "nye venner", eller bare nogen, man kan gå til, når man mangler sukker. Det ville ellers være virkelig nemt. Især, når man som jeg, godt kan blive lidt genert, når man er ny i en større forsamling. Som man kan læse ovenfor, så har vi allerede fået et fint netværk her på øen. Helt uden hjælp fra landsby-tinder. Hvem havde troet det!

Det lyder sikkert ganske landsbyidyllisk, når jeg skriver "at vi hjælper hinanden". Det er det også, og det gør alverden til forskel, når dagene skal hænge sammen. Både rent praktisk, men også når det kommer til behovet for at drikke kaffe, og snakke om hvordan man nu lige går og har det.

Som meget få ting her i livet, udover bumser og rynker, kommer det selvfølgelig ikke af sig selv. Det er noget man skal investere sin energi og tid i, men man får det x10 tilbage. Det er ihvertfald den oplevelse, vi har haft. I de små samfund, er der brug for, at man finder ud af det med hinanden, så de fleste er indstillet på det præmis, at man skal tage godt imod "de nye" Det er derfor hverken akavet eller bombastisk, hvis man inviterer sig selv på kaffe eller folk på aftensmad, uden at man har det store kendskab til hinanden forinden. Det var noget, jeg skulle vænne mig til, da det på alle måder ligger langt fra måden at gøre tingene på i byen. Vi kendte ikke vores nabo, og vores underbo havde vi kun kontakt med, da han yndede at spille technomusik på de mest bizarre tidspunkter af døgnet.


Med andre ord - det er muligt, at danne netværk, når man flytter. Vi har sågar fået nogle mennesker ind på livet, som jeg har virkelig kær, og som jeg meget nødigt vil undvære.


Hvis man giver noget af sig selv, får man så meget godt igen. Det kan føles en smule grænseoverskridende, men absolut ikke farligt!


Karriere og regninger der skal betales

Jeg ville ønske, at der med en flytning ud af byen, fulgte betalte regninger med. Det mangler da bare, når nu man bosætter sig på de egne, det ellers har været svært at lokke folk til. Så heldige er vi dog ikke. Også her skal der betales vand, varme, fagforening, a-kasse og resten af de poster, der tømmer budgetkontoen. Ganske uromantisk. Den slags gøres bedst ved hjælp af penge, og den slags kræver at man har et arbejde. Og hvordan er det nu lige med jobmulighederne og karrieren (et ord, jeg egentligt har lidt svært ved, men i mangel af bedre, bruger jeg det. Baby-søvn gør mig nok lidt ordknap) når man flytter ud af byen, og endda til en ø.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige "helt som i København", men det ville være løgn, og jeg har lært, at man ikke må lyve.

Inden vi flyttede, havde vi mange snakke om job og karrieremuligheder. Vi landede begge i, at vi ikke vægter vores karrierer så højt, mens børnene er små. Vigtigst lige nu er, at vi laver noget, der kan betale regningerne, og hvor arbejdstiderne giver mening. Selvfølgelig er det også rart, hvis vi er glade, mens vi arbejder. Det gør trods alt det hele lidt nemmere.

Det lykkedes relativt hurtigt for min kæreste, heldigvis. Jeg er stadig på barsel, så den ligning har ikke været nødvendig at få til at gå op for mig endnu. Den tid, den sorg. Min indstilling er, at tingene løser sig. Det plejer de.

Hvis vi kigger rundt hos de andre børnefamilier på øen, løser folk jobsituationerne meget forskelligt. Fælles for de fleste er dog, at tiden vægtes højere end karrieren. Jeg opfatter på ingen måde folk som værende mindre ambitiøse af den grund. Lige nu handler det bare om noget andet, familielivet. Her er alt fra jurister, musikere, folkeskolelærere, skuespillere, pædagoger, kirketjenere, kokke, og akademikere (jeg skal nok spare jer for de lange titler). Nogen har prioriteret at arbejde inden for det felt, de er uddannet, mens andre har valgt at tage et job i en funktion, der nemmere får hverdagen til at hænge sammen.

Nogen skal man nok indstille sig på, at der kan være behov for en hvis fleksibilitet eller kompromiser. For andre kan det gælde, at der rigeligt at vælge imellem. Det afhænger nok af profession og arbejdsområde.

På Fanø er vi dog så heldige, at vi kun er 12 minutters sejlads fra Esbjerg, der som Danmarks femte største by, har en del jobmuligheder. Det kom ihvertfald bag på både min kæreste og jeg, at jobmulighederne var så fine.


Det handler nok om, at man i forbindelse med en flytning må mærke efter, hvad der er vigtigt for en - det helt rigtige job, mindre fokus på karrieren men mere tid til familien, eller blot det, at det skal kunne løbe rundt men at man derimod bor, hvor man aller helst vil.


Jeg håber at indlægget har givet bare en smule mening. Og ikke andet, så bare for en enkelt af jer. Så er jeg glad! Hvis der opstår spørgsmål eller kommentarer, er man altid velkommen til at sende dem i min retning.


Tak fordi du læste med!



  • Black Instagram Icon