Efterårsferie i København - lige tilpas og alt for kort.

Så er vi tilbage fra København. Tanket op af familie, savnede venner, museumsbesøg, rabarberhorn, shawarma og indkøbsmuligheder efter spisetid. Nøjagtigt sådan efterårsferie i København, vi havde brug for.

Da vi kørte fra øen i søndags var det med en følelse af, at vi havde al tid i verden, og at vi både kunne nå alting og ingenting.

Jeg måtte dog ret hurtigt erfare, at fire-fem dage i København ingenlunde er nok til alt det, vi gerne vil nå. Der var gode venner (af den slags hvem savnet til, jeg stadig skal finde en plads til, så det ikke fylder for meget), vi ikke fik set. Familie vi ikke fik snakket nok med, og steder vi ikke fik besøgt. Sådan er det, man kan ikke nå det hele. Især ikke, når der er en tre-årig og en baby med i kabalen. Det er alligevel noget, jeg stadig skal lære at acceptere. Jeg vil så gerne det hele, når vi er der. Jeg har dog hverken flere timer i døgnet eller mere overskudsagtige børn end andre - så jeg når selvsagt ikke det hele.


At prioritere er derfor en kunst, jeg øver mig i. når vi er afsted. For jeg gider simpelthen ikke bruge halvdelen af vores tid i byen på at stresse over alt det, vi ikke når. Museer eller spisesteder vi ikke får lagt vejen forbi, er ok. Det er dog straks værre, når det er gode venner, vi ikke får set. Men sådan er det, siger jeg til mig selv. God venner og familie, er der heldigvis også næste gang. Som jeg tidligere har skrevet om, er det desværre en af de ting, man giver afkald på, når men flytter. Eller afkald er måske så meget sagt, for de render ingen steder. Heldigvis. Man kan bare ikke ses, så meget som før, og så meget som jeg gerne ville. Det er rent ud sagt, røv hårdt. Men det er jo den gode gamle sang med, at når man gør sig til tilvalg, er der implicit nogle fravalg.


Nu kom det til at lyde som om, at vores tur har været én stor tudetur og savn fra min side. Det var heldigvis også meget andet. Alt muligt godt.

Jeg knuselsker København, og det er så rart at se byen med nye øjne, hvilket jeg virkelig føler, jeg gør efter vores flytning. Når man hverken skal arbejde, hente og bringe børn i regnvejr (på en flad cykel i 3. gear), eller handle midt i ulvetimen, fremstår byen lidt finere. Ihverfald for mig. Når man så tilmed har været væk et par måneder, er det næsten som en nyforelskelse. En proppet metro er pludselig en del af charmen, og jeg har overskud til at snakke med den fulde mand på bænken. Jeg elsker at stoppe op 117 gange for at kigge på busser med Olga, og jeg har intet imod, at stå på en af byens legepladser. Og det siger ikke så lidt. Jeg fik nærmest tics af at gå på legepladser, inden vi flyttede.

Byen er på alle måder en stor kontrast til de omgivelser, vi er i på Fanø til hverdag. Det tager mig altid en halv dags tid at vænne mig til det. Det lyder som en kliché, men jeg glemmer simplethen at kigge mig for, når jeg går på gaden. Den første dag, var jeg ved at blive kørt ned flere gange. Det lyder lidt som en joke, som når folk, der har været på weekendtur i New York, ikke kan finde de danske ord, når de kommer hjem. Men den er god nok, min hjerne skal lige omstille sig. Når den så har fået lov til det, er alt som det plejer. Jeg kender København ligeså godt, som min egen bukselomme. Lydene, duftene, lyset. Og jeg holder så meget af det. Det var der, jeg var ung, fuld, forelsket, studerende, blev voksen. Der jeg blev mor, og der jeg kunne mærke, at jeg skulle noget andet. Med andre ord, ligger København mit hjerte meget nært.

Olga nyder ligeså vores ture til København. At slippe hende fri på Nationalmuseet, og spise kage på café, giver hende smil til op over begge ører. Det gør mig så glad og taknemlig. Taknemlig for, at vi har mulighed for at give hende det bedste fra to verdener.


Da vi kørte hjem i går, var det da også med en smule vemod i hjertet. Det stoppede dog i takt med, at vi nærmede os Fanø. Da vi kørte på færgen, kunne jeg mærke sommerfuglene i maven. Over alt det gode, der venter os. Over, at vi turde tage springet og flytte. Over Fanø. Over øliv.

Da vi på vej hjem handlede i Brugen, lignede alt sig selv. Intet nyt der. De samme mennesker, den samme snak, de samme tilbud. Lige som det skal være. Det er noget af det, jeg holder så meget af ved den lille ø. Det er trygt, det er hyggeligt, det er hjem.


Vi har nu et par dage til, at hverdagen starter igen. Det bliver noget med gåture, og ingen planer. Måske en tur efter fredagsslik i eftermiddag. Nogen ville nok mene, at lidt rengøring og tøjvask også ville være på sin plads. Og nå ja, så er der Fanøbal i forsamlingshuset i aften. Måske planen med ikke at have nogen planer, allerede er lidt udfordret. Vi får se!


Mine forældres smukke gård på Christianshavn


Rabarberhorn fra Lagkagehuset. Jeg drømmer om levering til Fanø!

Tak fordi, du læste med.





Seneste blogindlæg

Se alle

Hvorfor flytter I ikke bare?

At jeg er nysgerrig, er ingen hemmelighed. Jeg holder umådeligt meget af, at blive klogere på de mennesker, jeg omgås. Derfor kan det somme tider føles lidt omvendt, når jeg sidder og skriver indlæg t

Man ved man bor på en ø når #2

- radio, Ramasjang og børnelarm pludselig overdøves af en udefinerbar summen. Det var ikke en drone, eller resterne af hvepseboet under taget. Næ nej, det var såmænd naboen der spillede sækkepibe... u

  • Black Instagram Icon