Bliver vores børn bange for den store verden?

Da vi i sin tid åbnede op for snakken om at flytte til Fanø, affødte det en del tanker og bekymringer. Flere af dem, har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Én af de bekymringer, som fyldte for mig var, om mine børn ville blive for isoleret på Fanø. Isoleret fra den "virkelige verden". Jeg var (og er) selvfølgelig med på, at fastlandet ikke er længere end en færgetur væk, og at der både er internet og facetime, der kan forbinde os med resten af verden. Alligevel fyldte bekymringen for mig, og kan til tider stadig gøre det. Man skal nemlig ikke have opholdt sig her længe før at man mærker, at man til tider er lidt langt væk fra resten af den virkelig verden. Det er der heldigvis flere gode end dårlige ting ved, og der er intet sted jeg hellere vil lade min børn vokse op.

Alligevel kan jeg momentvis godt frygte, om mine børn bliver så meget ø-børn, at resten af verden kan fremstår stor og farlig. De er trods alt vant til, at alle ved hvem de er og hvor de bor, hvis uheldet skulle være ude.


Måske udspringer min bekymring fra ingen mindre end min egen kæreste og far til Vester og Olga. For mig, har han nok været lidt et skrækeksempel på netop det. Han er vokset op i en lille by, 12 kilometer uden for Vejle. 3400 indbyggere, uendelige parcelhuskvarterer, en evig summen af græsslårmaskiner om sommeren, og mussestille om vinteren. For nogen, er det det helt rigtige, men for mig nok en smule klaustrofobisk. Der fra udsprang hans verden, og der fra voksede han op. Med sikkerhed et dejligt og trygt sted for børn, så jeg kan på mange måder godt forstå, at man bosætter sig netop der.

Jeg fornærmer vidst ikke nogen, når jeg skriver, at han i sin barndom og indtil han flyttede til København i begyndelsen af 20'erne, ikke har brugt meget tid øst for storebæltsbroen. Det er der sådan set ikke noget galt i, København er ikke svaret på alt. Langt fra. Han er både et rummeligt og dannet menneske, den dag i dag.


Men hvorfor skriver jeg så, at han er et skrækeksempel?

Det handler ganske enkelt om, at han som barn og ung syntes, at både Århus og København var overvældende. Til tider skræmmende. Da vi mødte hinanden, fortalte han historier om hvordan han som barn var bange for "by-børnene", når han besøgte sine fætre og kusiner i Århus. Lidt ligesom da Ingolf møder punkmusen, Sidse, i Cirkelinefilmen. Det hele var stort, uoverskueligt og utrygt. Da han i starten af 20'erne flyttede til København for at spille jazzguitar og drikke øl (og score damer, bevares!), var byen stadig en overvældende fornøjelse. Han følte at alle, på flere kilometers afstand, kunne se at han netop var kommet ind med firetoget. Det tog tid for ham at finde ro i, og sætte pris på alt det København kan. Hen endte dog alligevel med at bo ti års tid i den smukke hovedstad - sågar midt på Nørrebro.


Når man flytter til en ø, er der (desværre) også ting, som automatisk bliver valgt fra. Ihvertfald i hverdagen. Vi ligner hinanden her i lille Sønderho. Både hvad alder, hudfarve, uddannelser, og familiesammentætninger angår. Det er der som sådan ikke noget galt i - vi er omgivet af søde, rummelige og spændende mennesker, der giver vores børn så meget godt. Det kommer dog nok ikke som en overraskelse, at vi ikke er omgivet af så mange mennesker fra forskellige kulturer, lande og religioner, som da vi boede på Nørrebro. Vi kan heller ikke i samme grad lære vores børn at navigere og orientere sig i trafikken, og i store menneskemængder. Vi kan faktisk ikke engang prale af et fodgængerfelt med lysregulering. Ting, som jeg ellers finder vigtige at lære og vise mine børn - isærdeleshed, at vi mennesker kommer fra forskellige steder i verden, tror på forskellige ting, og går forskelligt klædt. Og alle de styrker, der er i det. Da vi boede på Nørrebro, mødte vi det dagligt. Både i gården, i vuggestuen og på vej ned for at handle. Det var en naturlig del af hverdagen, og ikke noget, vi bevidst søgte at vise vores barn.

Min oplevelse er, at det er noget vi i højere grad selv må opsøge nu, hvis ikke vi blot skal tale om "det". Hvis det skal blive en naturlig del af vores børns forståelse af verden og samfundet , må vi prioritere det. Så det gør vi. Jeg vil så nødigt medvirke til, at mine børn får samme oplevelse, som da Ingolf møder Sidse, eller som da Anders kom ind med firetoget.


Vi har fra start af prioriteret at bruge tid i København. At vise vores børn, at Nørrebro har mindst ligeså mange fordele som Fanø, og at det ene ikke er mere rigtigt end det andet. Olga glæder sig til vores Københavnerture. Der er, i følge hende, "verdens mega størsteste og sjoveste legepladser" og "alt muligt man kan se og lave, som man ikke kan hjemme på Fanø". Jeg håber det kan være med til at gøre både Olga og Vester trygge ude i den "virkelige verden", hvor ikke alle kender deres navn, som her i Sønderho.


Det sker at alligevel, en sjælden gang imellem, at jeg kan blive i tvivl om vi med vores øliv (i tilstrækkelig grad), kan vise dem styrken og vigtigheden i diversiteten, samt lære dem, at man er lige meget værd, uagtet hvordan man ser ud. Jeg finder dog ro i, at det i høj grad også handler om opdragelse, værdier og et godt fundament - ting, vi forældre sagtens kan give dem inden for hjemmets fire vægge. Det hele skal nok gå. Der er trods alt kommet både hele, rummelige og søde mennesker ud af Fanø, før.


Og nå ja, så er vores københavnerture også en undskyldning for at blive tanket op på god take away og højt savnede venner. Helt uden, at der er de større overvejelser i det!


Nu vil jeg kysse på mine børn, og blande fredagsslik sammen med resten af øen.


Tak fordi, du læste med!

Seneste blogindlæg

Se alle

Hvorfor flytter I ikke bare?

At jeg er nysgerrig, er ingen hemmelighed. Jeg holder umådeligt meget af, at blive klogere på de mennesker, jeg omgås. Derfor kan det somme tider føles lidt omvendt, når jeg sidder og skriver indlæg t

Man ved man bor på en ø når #2

- radio, Ramasjang og børnelarm pludselig overdøves af en udefinerbar summen. Det var ikke en drone, eller resterne af hvepseboet under taget. Næ nej, det var såmænd naboen der spillede sækkepibe... u

  • Black Instagram Icon