Bakskuld



Bakskuld er en vestjysk specialitet - saltet, tørret og koldrøget ising. Personligt har jeg aldrig selv lært af holde af den. Dette på trods af utallige forsøg siden jeg var barn, og på trods af, at det spises til de fleste festlige lejligheder her på øen. Jeg kan ikke smage den store forskel på Bakskuld, og når jeg glemmer at lukke munden, når jeg dykker på stranden om sommeren. Jeg bliver helt sikkert ikke populær med den udmelding, men det er nu engang sådan jeg har det.

Jeg synes dog alligevel, at man skal gøre sig selv den tjeneste at smage denne egnsret, hvis man kommer i nærheden af den. Jeg er nok den eneste på øen, der ikke har lært at holde af den - så noget må den kunne.


Udover at lægge navn til en meget salt ising, er Bakskuld også navnet på vores lokale institution her i Sønderho. Vores lille børnehus, der har ligget ved foden af klitterne de sidste 20 år.


Det har ikke været 20 nemme år for Bakskuld. For 20 år siden, fandt en lille gruppe forældre sammen i Sønderho, da de mente, at der var behov for byens eget børnehus. Indtil da, skulle man køre til Nordby, for at få sine børn passet. De rette omgivelser til dette, var uden tvivl den gamle skole, der ikke havde fungeret som undervisningsinstitution i mange år. Initiativtagerne havde ingen erfaring med at drive en institution, og det krævede en hel del dialog med kommunen - for kunne det virkelig svare sig at drive institution på sydspidsen af øen? Det korte svar er "JA!" - ihvertfald set fra et børneperspektiv.

Igennem årene, har tilflytningen til Sønderho været svingende, hvilket selvsagt også har påvirket antallet af børn i byen. Og det kræver trods alt, at der er børn for at kunne holde en institution kørende.


Tilbage i 2015, så det ikke godt ud for Bakskuld. Børneantallet var nede på 5 og en lukning åndede huset i nakken. Skæbnen ville dog, at en lille familie med en dreng i børnehavealderen, flyttede til byen. For en stund så det ud til, at netop denne lille dreng, blev Bakskulds redning. Alligevel var der i børne - og kulturudvalget et flertal for, at Bakskuld skulle lukke. Det faldt ikke i god jord i den lille by, og der skete det, som så ofte sker i Sønderho - unge og gamle stod sammen. Der blev forberedt, diskuteret, argumenteret og spidset albuer. Bakskuld skulle bestå, og Sønderho skulle bestå. Få at få lokket nye børnefamilier her til, et det helt afgørende, at her er en institution. Og hvis Sønderho pludselig står uden tilflyttere, ser det sort ud for hele øen, da der dermed kun er Nordby tilbage. Hele øen skal udvikle sig sammen.

Det hårde arbejde og de lange møder på kommunen bar frugt. Bakskulds lukning blev holdt fra døren, og samtidig flyttede nye børnefamilier til.

Da vi flyttede til Sønderho d. 01. februar i år, var børneantallet i Bakskuld oppe på 18. Så man kan vidst roligt sige, at det gået den rigtige vej siden de 5 børn i 2015.

På mange måder, er historien om Bakskuld meget kendtegnende for Sønderho. Der tages initiativer (til tider uden af have så meget kendskab eller erfaring herom), og byen holder sammen, når det kræves. For vi skal passe på hinanden, og på vores lille by.


Bakskuld er dog så meget mere end sin, til tider, dramatiske historie.

Det er en integreret institution, med børn fra vuggestuealderen til skolestart. Børnene spiser sammen, og leger sammen. På tværs af alder og køn - for det bliver man nødt til, når der ikke er så mange børn. I min optik, er den en af institutionens største styrker. De store kan inspirere og hjælp de små, og de små kan lære alverdens ting af de store. Legepladsen er åben, men børnene lærer hurtigt, hvor de må gå og ikke gå. I teorien kan de løbe direkte op i klitterne, eller ud på vejen, men det sker ikke. Der er tillid til børnene, og det er jeg sikker på, at de kan mærke og vokser af.

Selvfølgelig er der i løbet af en dag, aldersopdelte aktiviteter, men der er i ligeså høj grad "fællestid" med alle børnene. Det er med til, at de alle kender hinanden godt, hvorfor det til tider kan forveksles med én stor søskendeflok.


Der er, ligesom i alle andre institutioner, ture ud af huset. En løbetur i klitterne, en tur til vandet, eller et smut i Brugsen efter smør og mælk. Der bliver gjort meget for at bruge de omgivelser og nærmiljø, her er. Personalet i Brugsen er på fornavn med samtlige børn, og det sker ikke sjældent, at der falder en børnebolle af, når der handles, eller at den lokale fiskemand kommer forbi med lidt godt.


Når jeg afleverer Olga om morgenen, er der altid ro og tid. Og ikke mindst, arme nok. Olga har siden hun startede i vuggestue, haft brug for at blive "modtaget" af en voksen, når hun bliver afleveret. Hun har brug for at sidde lidt på skødet, eller hjælp til at vinke farvel i vinduet. Det ved alle de voksne, hvorfor der altid står en klar. Det giver mig ro helt ned i maven, og Olga ved med sikkerhed, at der er tid til hende. Helt som det bør være, men som desværre ikke gør sig gældende alle steder. Selvom hun gik i en virkelig skøn integreret institution på Nørrebro, kan vi mærke forskel på mængden af voksenarme og deraf ro i vores forældremave.

Når vi henter hende, vil hun sjældent med hjem, og de voksne kan altid fortælle, hvordan hendes dag har været.


Der bliver ikke brugt meget energi på forældreintra med billeder fra dagen der er gået, og det er også sket mere end én gang, at vi som forældre i sidste øjeblik, er blevet informeret om forældrearragementer og lignende. Men det gør mig på en eller anden måde glad. Det giver mig en vished om, at energien og fagligheden bliver brugte det rette sted - på børnene, sammen med børnene.


Som man måske kan fornemme, er jeg ovenud lykkelig og glad for Sønderhos børnehus. Det er det helt rigtige for os, og for vores barn - børn, når Vester en dag skal starte.

Det er, med hånden på hjertet, en af de ting, der gør mig aller gladest ved, at vi valgte at flytte.


Jeg er overbevist om, at Bakskuld er med til at klæde vores børn rigtig godt på til det liv, der venter forude. Der er varme, arme og tillid til det enkelte barn... hvad mere kan man drømme om?





Tak fordi, du læste med!

Seneste blogindlæg

Se alle

Hvorfor flytter I ikke bare?

At jeg er nysgerrig, er ingen hemmelighed. Jeg holder umådeligt meget af, at blive klogere på de mennesker, jeg omgås. Derfor kan det somme tider føles lidt omvendt, når jeg sidder og skriver indlæg t

Man ved man bor på en ø når #2

- radio, Ramasjang og børnelarm pludselig overdøves af en udefinerbar summen. Det var ikke en drone, eller resterne af hvepseboet under taget. Næ nej, det var såmænd naboen der spillede sækkepibe... u

  • Black Instagram Icon