Ø-barsel

Hej. Jeg lever stadig. Manglende søvn, gæster og lidt meget om ørerne, prioriterede min tid helt af sig selv - men jeg lever! Det samme gør min familie og vores øliv. Med alt hvad der dertil hører af vasketøj, gåture i klitterne, rod, og tanker og drømme for fremtiden.


Fremtiden, eller ihvertfald det næste års tid, står på barsel og "hjemmepasning" (et ord, der gør mig lidt træt, da jeg ofte har oplevet at diskussionen herom, bliver unuanceret og dømmende - begge veje. Så den lukker jeg ikke op for i dag...)

Som jeg tidligere har skrevet, valgte vi at prøve ø-livet af i min barsel. På den måde havde vi både roen og fleksibiliteten til at skynde os hjem til København, hvis Fanø ikke var det rigtige for os alligevel. Valget om at bruge min barsel her, blev i høj grad taget ud fra praktikken i det. Det var først kort inden vi flyttede, at det gik op for mig, at min barsel skulle foregå på en lille ø. Langt væk fra (barsels)-caféer og utallige muligheder for babyaktiviteter. I takt med at flyttekasserne fyldte lejligheden og min termin nærmede sig, kunne jeg mærke en lille knude i maven. En knude der opstod, når jeg tænke på barnevognsture langt fra Assistenskirkegården og søerne, og uden muligheden for at trille forbi mine tætteste veninder. Alt det, jeg havde brugt min første barsel på. Av.

Når jeg lå om natten med en sparkende baby i maven, var jeg uendeligt bange for, om min barsel ville blive ensom. Kunne jeg overhoved få dagene til at gå så langt vest på?


Nu er jeg midt i min 8. måned på barsel, og jeg har ikke én eneste gang savnet at have barsel i København. At kunne åbne døren og trille rundt med barnevognen i haven, gør mig så glad. Hver evigt eneste dag. At jeg ikke skal sidde klistret til babyalarmen for at høre forskel på barnegråd, og larm fra gården. At mit barn ikke bliver vækket af skraldespanden der tømmes i gården, eller stilladsarbejderne, der går rundt lige ude foran vinduet. Og sidst men ikke mindst, at jeg ikke skal slås med de der bump, der er i forlængelse af nedløbsrørerne på hele Nørrebrogade. Det var sikkert som amen i kirken, at Olga vågnede, når jeg kørte over dem.

Og hvad så med at være så meget alene, hvordan er det? Sandheden er, at jeg ikke er særlig meget alene. For det er man ikke i Sønderho. Lige nu, er der flere, der går hjemme på barsel, eller har et fleksibelt arbejdsliv, hvor der er tid til kaffe og barnevognsture på en mandag formiddag.

Det var netop, hvad der skete i går. Jeg stod op og regnede egentligt ikke med, at dagen skulle gå med så meget andet end Vester og oprydning. Da jeg afleverede Olga i børnehaven, ændrede det sig dog hurtigt. Jeg blev inviteret på boller og te, og formiddagen gik således med søde Fanø-veninder og gode snakke. Snakke om samfund, forældreskab, og livet i Sønderho... og reality-tv. Der skal være balance i tingene.

Vester havde en fest blandt fire voksne kvinder (som far, så søn), og der blev smurt både babyvenlig frokost, og hentet en babystol frem fra gemmerne. Jeg fik sågar tid til at strikke et par omgange på mit strikketøj. Der var ikke et øje tørt.


Eftersom der ikke blev udrettet det store på hjemmefronten i går, var planen, at dagen i dag skulle gå med det. Heldigvis kom der også en dårlig (omend ganske hyggelig) undskyldning for, at det ikke kom til at ske lige med det samme. En af Sønderhos sødeste damer (der netop har født) skrev og spurgte, om ikke Vester og jeg ville med ud på en lille gåtur - så afsted med os.

I eftermiddag skal vi have Olgas hjerteveninde med hjem fra børnehave, og jeg aftalte med hendes var, henover køledisken i Brugen i morges, at de ligeså godt kan komme og spise aftensmad med, når de alligevel henter hende. Og sådan gik det til, at to dage uden (barsels)-planer alligevel blev fyldt ud. Spontant og uden de store forventinger. Som jeg bedst kan lide det.


Da jeg I formiddag gik hjem med barnevognen i solskin, både smilede og grinte jeg lidt af mig selv (i regnvejr, havde mit smil nok været noget mindre). Tænk sig, at jeg var så bange for at blive ensom på min ø-barsel - men hvor pokker kunne jeg vide det fra.

Det er sågar endt der, hvor jeg har valgt mødregruppe og skemalagte babyaktiviteter fra. Jeg har ikke behovet for det denne gang. Indtil videre, har min barsel på Fanø været både nemmere, sjovere og langt mindre ensom, end den jeg havde i København.

Jeg er sikker på, at Fanø og Sønderho kan tage en stor del af æren for det. Jeg ville dog lyve, hvis jeg ikke også skrev, at det nok også har noget at gøre med, at det er min anden barsel. Anden gang jeg har en baby. Anden gang jeg erfarer, at det hele nok skal gå. At mit barn er lige som det skal være, og at de små røde knopper ikke er værd at bekymre sig om. Det hele er ligesom bare lidt lettere. Selvom jeg i min første barsel var omringet af by og venner, var den på mange måder en langt mere ensom affære - hvilket jeg efterfølgende har opdaget, er en genkendelig følelse for mange forældre på den første barsel. Måske fordi første barn for mange, er så overvældende en oplevelse, og fordi, at man skal finde sig selv på ny? Sådan var det ihvertfald for mig.


Nu vil jeg gå i krig med det rene vasketøj, der har ligget på spisebordet i tre dage. Hvis jeg kender Vester ret, vågner han om ti minutter. Han spilder ikke tiden på at sove middagslur. Så har jeg vidst ikke sagt for meget.


God dag, og tak fordi, du læste med!

  • Black Instagram Icon